Kirkenyt Kan læses fra tirsdag her

Orgelet i Heldum Kirke


Indtil 1974 blev i Heldum kirke anvendt et harmonium som var anskaffet i 1937. Før den tid måtte kirkesangeren klare sig uden orgelledsagelse.    
I forbindelse med en større renovering i 1966 var planlagt en ny pibeorgel. Den blev dog udskudt p.gr.a. økonomien.

Efterfølgende blev der fundet penge til indkøb af et orgel til Heldum kirke 

På et møde i menighedsrådsrådet den 24. februar 1972 blev placering af et nyt orgel drøftet. I mødet deltog Walther Frobenius fra Th. Frobenius og Sønner, samt arkitekt Ib Lydholm, Thisted.
Det blev besluttet at placere det nye orgel midt for vestvæggen i kirken.

Det nye orgel blev indviet ved en gudstjeneste 17. november 1974 hvor biskop Johs. W. Jacobsen prædikede.

Af godkendelseserklæring dateret 30.september 1974 fremgår bl.a.:
Byggeår:  1974
Bygmester:  Frobenius
Antal stemmer:  4
Værkinddeling:  1 manualværk (C - g ''')
Disposition:  Rørfløjte 8 ', principal 4', gedaktfløjte 4', gadaktpommer 2'.
Vindladesystem:  sløjfelade
Traktursystem:  mekanisk
Registratursystem:  mekanisk

Orgelet har 224 piber og er tegnet af Peter Paludan.

Orgelet er i 2013 for første gang blevet rengjort for støv og snavs i orglets indre og i piberne. Samtidig blev sideslør på tangenter rettet, og orgelet blev stemt.
Efterfølgende er flere gange drøftet en udvidelse med en pedalstemme.
Det kommer måske i ...... ?  hvem ved.
Der er en konto med et mindre beløb i regnskabet.

Heldum Kirke har også sit eget klaver som bruges i forskellige sammenhænge.

Historien om orgelet...

I kirkebladet november 1985 kan læses:

Orgelet i Heldum kirke.

Går vi tilbage til før 1937, måtte kirkesangeren i Heldum kirke klare sig uden orgelledsagelse.
I 1937 fik daværende kordegn K. Winding Pedersen sat noget i gang for at skaffe penge til et harmonium. Der blev afholdt en basar, og er beløb nær de 1000 kr. kom ind til køb af et orgel. Dette harmonium var ret sejlivet. Det holdt godt ud for fuld udtræk med bælg og luftgiver.
Efter 37 års tro tjeneste blev det afløst af det nuværende kirkeorgel bygget af Th. Frobenius og Sønner. Det har 4 stemmer og et manual, men uden pedal. Det passer fint til det lille kirkerum.

Orgelets pris var 103.436,11 kr. Det blev indviet ved en festgudstjeneste den 17. nov. 1974, hvor biskop Johs W. Jacobsen og firmaet Frobenius var repræsenteret.

Prismæssigt var forskellen stor på det lille harmonium og kirkeorgelet, men større var forskellen i klang. Vil man sammenligne klangen med dyrestemmer, må det være en humlebi og en lærke. Den grødede tone er gået over i de lyse klange. Enhver fugl synger med sit næb. Sådan lyder et ordsprog.
Mottoet bliver: "Synger og spiller for Herren".

Det er menighedens opgave.          J.N.