Kirkenyt Kan læses fra tirsdag her

Orgelet

Vurdering i 1992

Orgelet i Lemvig kirke var bygget af TH.FROBENIUS & CO. i 1935 med nogen genanvendelse af ældre pibemateriale (Bl.a. 6 piber fra 1862). Det var et pneumatisk kegleladeorgel med 19 stemmer + 1 transmission, fordelt på 2 manualer og pedal, opstillet på pulpitur i kirkens vestende.
Orgelet er bygget i en tid, hvor man i almindelighed intonerede blødt.
Samtlige bælge og membraner blev i 1959 udskiftet med nye.

I 1974 blev elektrisk orgelblæser monteret og forskellige piber blev repareret.
I 1979 blev magasinbælgen repareret og der kom lyddæmpning af luftanlæg.

Det var ikke et specielt godt orgel. Det var slidt, og larmer meget fra tangenter og pedaler.
Det overvejes at satse på et nyt orgel på 25-30 stemmer.

Et nyt menighedsråd blev valgt i efteråret 1992, og efter adskillige møder omkring orgelet blev i november 1993 fremsendt ansøgning om at måtte få opstillet et nyt orgel i 1998.
I 1996 ansøger menighedsrådet om at måtte indgå en aftale med orgelbyggerfirmaet PG Andersen & Bruhn om levering af et nyt orgel med 29 stemmer, til færdiggørelse til påsken 1999. Stemmerne er fordelt på hovedværk, svelleværk og pedal.

Beskrivelse: Ogelværket bygges op bag den nuværende orgelfacade. De nuværende sidehuse og gitre fjernes. Det nye orgelhus, som bygges op bag facaden vil være så bredt, at der vil blive en udbygning på ca. 30 cm på hver side af orgelfacadens rammer. For at opnå den fornødne plads til instrumentet og den optimale plads til mormedlemmerne, er det nødvendigt at udvide pulpituret ca 80 cm frem i buen.
En konto fra salg af et jordareal i 1964 indgår i finanseringen, - derudover optages et 15 årigt lån i Stftet.
Arkitekterne Ib Lydholm og Asger Thomsen, Thisted kommer med i sagen.
Det gamle orgel nedtages 25.11.1998 og det nye bliver klar til 28.3.1999 - Palmesøndag - til indvielse. 

Organister ved Lemvig kirke

Med nogenlunde sikkerhed har der været orgelledsagelse til salmesangen fra omkring 1626.

Det præcise årstal for ansættelsen af Lemvig Kirkes første organist kendes ikke.
Fra det foreliggende kildemateriale kan ses at Hr. Organist Villum Thomsen i 1638 fik embede i Nykøbing Mors, efter i "adskillige år" at have virket ved Lemvig Kirke.

Hvem der har beklædt stillingen fra 1638 til 1658 kendes ikke.
Hans Diderichsen Sutou 1658-1682
Rudolp Johansen Schmael 1682-1708
Laurs Nielsen Hee 1709-1733 (beskikket i 1713 til at være orgelmester)
Jacob Hansen Dagnes 1733 - 1742 ?
Friederich Ortmann  1742 ? - 1809
Mathias Christian Dunweber 1809 - 1841
Hans Nicolaj Friis 1842 - 1858
Jens Johannes Andreasen 1858 -1861
Jacob Mess 1861 - 1863
Gotfred Kristian Karstens 1864 - 1872
Edvard Christian Nielsen 1872 - 1887
Søren Nielsen Munck (f. 1865) 1888 -1896,
Hans Chr. Friis Sløk (f. 1844 d. 1919) 1897-1917,
Laurits Nielsen (f. 1894 d. 1977) 1917-1921,
Julius Larsen (f. 1897 d. 1933) 1921-1933,
Karen Marie Balle Sørensen (f. 1899 d. 1993) 1.3.1934- 30.3.1972,
Erik Christian Poulsen (f. 1922 d. 2000) 1.8.1972-1.10.1991.
Erling Lindgren (f. 1951) 1.11 1991 - 15.11.2016
Nina Hornstrup Davidsen 1. december 2016 -

 

 

Historien

Lemvig Kirkes ældst kendte orgel blev omkring 1626 opstillet af Joannes Orgelmester.
Det var antagelig et brugt instrument, hvis stemmetal ikke kendes, men som ved en tårnbrand i 1683 tog alvorlig skade, - og derfor i 1689 gennemgik en større reparation udført af orgelbygger Albert Johansøn fra Skanderborg.

 I 1772 byggede orgelmester Amdi Worm fra Engum formedelst 600 rigsdaler et nyt instrument med omkring 12 stemmer.

Amdi Worm, som fødtes i København i 1722, var en af datidens kendteste orgelbyggere, der ret tidligt indgik en aftale med sin tidligere mester H.J.Müller, at de skulle dele Danmark imellem sig m.h.t. orgelbyggeri, - det var på den tid ganske lovligt.
Det blev Fyn og Jylland, som kom til at nyde godt af Mester Worms byggekunst, og hans største arbejde blev med det nye orgel i Sct. Knuds Kirke i Odense, som ifølge kontrakten af 1752 skulle have 42 stemmer.

Efter adskillige mindre reparationer - bl.a. grundet opståede skader som følge af nedsivende vand fra Lemvig Kirkes utætte tag - overtog orgelbygger Johan Andreas Ohrt fra Gram i 1862 det skrantende gamle instrument for 80 Rigsdaler, efter at det uden held havde været annonceret til salg i Holstebro Avis.
Samme år opstillede J.A.Ohrt i Lemvig Kirke et nyt orgel med omkring 10 stemmer, og for dette arbejde modtog han den fyrstelige sum af 1200 Rigsdaler.

 I 1891 gennemgik Lemvig Kirkes orgel en omfattende restaurering ved orgelbygger Frederik Nielsen i Århus, og stemmetallet var da på 10 fordelt på 2 manualer og anhangspedal.
Orgelet blev samtidigt flyttet over på pulpituret i nordre korsarm. 

Den placering har ikke været heldig, for allerede i 1909 flyttes orgelet tilbage til midterskibets vestende, hvor også det nuværende orgel har sin plads. 

I forbindelse med den gennemgribende restaurering af Lemvig Kirke i perioden 1933 til 1935 blev der taget kontakt til orgelbyggerfirmaet Th.Frobenius og Co. i Kongens Lyngby ved København, med henblik på at få udarbejdet et forslag og tilbud på et nyt orgel til kirken.
Resultatet blev et 19 stemmers indtrument med to manualer og pedalkonstrueret med pneumatisk traktur, og dette orgel stod med nogle mindre ændringer i 1959 frem til 1999, hvor et fuldt moderne instrument - opstillet af orgelbyggerfirmaet Bruhn og Andersen ved Rødekro - kunne få en festlig indvielse ved højmessen palmesøndag 28. marts 1999.

Ved den lejlighed var Biskop Karsten Nissen prædikant ved festgudstjenesten.
Efterfølgende var der frokost på Industrihotellet.

 Epilog:

Det instrument repræsenterer det ypperste indenfor dansk orgelbyggerkunst - både hvad angår det rent håndværksmæssige udførelse, men så sandelig også det klanglige resultat. Det er en udsøgt nydelse for øjet blot at betragte dette orgel, men det er også en udsøgt nydelse for øret, når musikken får liv i det smukke kirkerum.
Når dertil lægges, at Lemvig Kirkes menighed er trofast overfor deres kirke og dens hele liv, møder op til de kirkelige handlinger, og præsterer en meget flot menighedssang, samtidig med at kirkens præster virkelig har noget på hjerte, - må det konkluderes at i Lemvig er Folkekirken absolut IKKE i krise!

 "Det må være noget nær himmelsk dagligt at sidde på den orgelbænk". 

Ovenstående er uddrag af et lille hæfte som er udarbejdet af Bent Jensen, PO 2, Sjællands Kirkemusikskole - med enkelte tilføjelser