Orgelhistorien

Lemvig Kirkes ældst kendte orgel blev omkring 1626 opstillet af Joannes Orgelmester.
Det var antagelig et brugt instrument, hvis stemmetal ikke kendes, men som ved en tårnbrand i 1683 tog alvorlig skade, - og derfor i 1689 gennemgik en større reparation udført af orgelbygger Albert Johansøn fra Skanderborg.

 

I 1772 byggede orgelmester Amdi Worm fra Engum formedelst 600 rigsdaler et nyt instrument med omkring 12 stemmer.

Amdi Worm, som fødtes i København i 1722, var en af datidens kendteste orgelbyggere, der ret tidligt indgik en aftale med sin tidligere mester H.J.Müller, at de skulle dele Danmark imellem sig m.h.t. orgelbyggeri, - det var på den tid ganske lovligt.
Det blev Fyn og Jylland, som kom til at nyde godt af Mester Worms byggekunst, og hans største arbejde blev med det nye orgel i Sct. Knuds Kirke i Odense, som ifølge kontrakten af 1752 skulle have 42 stemmer.

Efter adskillige mindre reparationer - bl.a. grundet opståede skader som følge af nedsivende vand fra Lemvig Kirkes utætte tag - overtog orgelbygger Johan Andreas Ohrt fra Gram i 1862 det skrantende gamle instrument for 80 Rigsdaler, efter at det uden held havde været annonceret til salg i Holstebro Avis.
Samme år opstillede J.A.Ohrt i Lemvig Kirke et nyt orgel med omkring 10 stemmer, og for dette arbejde modtog han den fyrstelige sum af 1200 Rigsdaler.

 

I 1891 gennemgik Lemvig Kirkes orgel en omfattende restaurering ved orgelbygger Frederik Nielsen i Århus, og stemmetallet var da på 10 fordelt på 2 manualer og anhangspedal.
Orgelet blev samtidigt flyttet over på pulpituret i nordre korsarm.

 

Den placering har ikke været heldig, for allerede i 1909 flyttes orgelet tilbage til midterskibets vestende, hvor også det nuværende orgel har sin plads.

 

I forbindelse med den gennemgribende restaurering af Lemvig Kirke i perioden 1933 til 1935 blev der taget kontakt til orgelbyggerfirmaet Th.Frobenius og Co. i Kongens Lyngby ved København, med henblik på at få udarbejdet et forslag og tilbud på et nyt orgel til kirken.
Resultatet blev et 19 stemmers indtrument med to manualer og pedalkonstrueret med pneumatisk traktur, og dette orgel stod med nogle mindre ændringer i 1959 frem til 1999, hvor et fuldt moderne instrument - opstillet af orgelbyggerfirmaet Bruhn og Andersen ved Rødekro - kunne få en festlig indvielse ved højmessen palmesøndag 28. marts 1999.

Ved den lejlighed var Biskop Karsten Nissen prædikant ved festgudstjenesten.
Efterfølgende var der frokost på Industrihotellet.

 

Epilog:

Det instrument repræsenterer det ypperste indenfor dansk orgelbyggerkunst - både hvad angår det rent håndværksmæssige udførelse, men så sandelig også det klanglige resultat. Det er en udsøgt nydelse for øjet blot at betragte dette orgel, men det er også en udsøgt nydelse for øret, når musikken får liv i det smukke kirkerum.
Når dertil lægges, at Lemvig Kirkes menighed er trofast overfor deres kirke og dens hele liv, møder op til de kirkelige handlinger, og præsterer en meget flot menighedssang, samtidig med at kirkens præster virkelig har noget på hjerte, - må det konkluderes at i Lemvig er Folkekirken absolut IKKE i krise!

 

"Det må være noget nær himmelsk dagligt at sidde på den orgelbænk".

 

Ovenstående er uddrag af et lille hæfte som er udarbejdet af Bent Jensen, PO 2, Sjællands Kirkemusikskole - med enkelte tilføjelser

    Klik på billedet for at se forstørret foto.