KFUM og KFUK og Indre Mission i Lemvigkredsen står i fællesskab bag Remmerstrandlejren. Remmerstrandlejren er en registreret fond.
Læs mere om Remmerstrandlejren her
Remmerstrandlejren kan lejes hele året.
Remmerstrandlejren 50 år
Historien om Remmerstrandlejren
Omkring 1957 begyndte KFUM og K i 24. kreds at sætte penge hen til en lejrfond. Senere etableredes samarbejde med Indre Missions Samfund på Lemvigegnen om løsning af opgaven i fællesskab. I januar 1964 erhvervedes for 32.000 kr. et areal på 7 tdr. land ved Remmerstrand.
Efter at arkitekt J. Trillingsgaard havde udarbejdet tegninger og overslag begyndte byggeriet den 31. juli 1965.
Der blev nedsat et byggeudvalg med følgende: Gårdejer L. Højbjerg, Gudum, gårdejer Otto Pedersen, Gudum, gårdejer Hans Roesdahl, Engbjerg, pastor Elias Sørensen, Harboøre, provst Edvard Madsen, Gudum, Overlærer J. M. Christensen, Gudum, mejeribestyrer Axel Larsen, Bækmarksbro, Overlærer Kristiane Frandsen, Lemvig, konsulent B. M. West, Lemvig.
Byggeudvalget udsendte et skema i området, så alle havde mulighed for frivilligt at bruge arbejdstimer ved opførelsen af Remmerstrandlejren. Man kunne bl.a. deltage i jord- og støbearbejde, opstilling af vægge, opbinding af spær, op muring af ydermure, rejsning af lægter og tag, arbejde med vægge, lofte og installation, malerarbejde, gulve, diverse arbejde, kørsel med materiale og meget andet. Man kunne melde sig til at bruge nogle dage af sin ferie, aftenarbejde, lørdagsarbejde eller ganske almindelige arbejdsdage.
Rigtig mange meldte sig til de forskellige arbejdsopgaver, og på den måde begyndte lejrbygningen at tage form bl.a. ved en rigtig stor indsats af frivillige. Den 30. juni 1966 blev der holdt rejsegilde på 1. etape som var sovesalsbygningen. Den frivillige arbejdsindsats blev vurderet til en besparelse på ca. kr. 130.000, og dertil kom indsamlede midler på godt og vel de 160.000 kr. De samlede udgifter ved opførelsen blev ca. 475.000 kr.
Indvielsen skete med en festgudstjeneste i Lemvig kirke, og derefter var der inviteret til indvielse på selve lejren hvor remmerstrandsangen blev afsunget første gang.
De første år
Fra starten var lejren pænt udlejet til sommerlejre og weekendstævner for børn og unge. Alligevel var der allerede efter et par år en lidt dårlig økonomi. Det blev så i 1970 vedtaget at udleje lejren til FDF-Samvirket til brug for opstart af Hardsyssel Ungdomsskole. Denne udlejning varede i 2 år og efterfølgende blev bygget en pejsestue på bygningen. Flere af det oprindelige byggeudvalg fortsatte efterfølgende i bestyrelsen for Remmerstrandlejren. Efterhånden som tiden gik blev der fra de deltagende foreninger udpeget nye medlemmer til bestyrelsen og de opgaver der fulgte med. Mange har i årenes løb efterfølgende været med i de forskellige beslutninger og på den måde ydet en frivillig indsats.
I disse år blev bl. a. bygget et redskabsrum, en udendørs pejs og indhegning af fodboldbanen, ligesom der blev lavet parkeringsplads og lavet handicaptoilet.
De seneste år
Siden 1997 har Remmerstrandlejren været en selvejende fond hvor de oprindelige ejere har indskudt lejren. Dette blev gjort for sikre at lejren også ud i fremtiden blev ledet af lokale kræfter.
Efterfølgende er toiletrum og vaskerum i værelsesfløjene blevet ombygget til enkeltmandstoiletter og toiletterne ved indgangen er blevet renoveret. De seneste forbedringer er at loftet i salen er blevet udskiftet og salen er malet. De siddende bestyrelser har gennem årene løbende forsøgt at lave forbedringer og sørget for vedligehold af lejren så den er opdateret til moderne lejrforhold.
Lejrens beliggenhed lige ned til Limfjorden betyder at også omgivelserne er attraktive for de forskellige lejemål.
Lejren bliver året rundt udlejet til mange forskellige lejere. Lejren benyttes fortsat til mange forskellige former for ugelejre, men også udlejninger i weekenden til lejre og forskellige fester er populære, ligesom lejren også udlejes enkeltdage i løbet af ugen. I løbet af året er lejren udlejet til omkring 60 forskellige lejemål som dækker omkring 175-200 dage.
Jubilæumsdagens Program
Søndag den 28. maj 2017 markerede Remmerstrandlejren at det er præcist 50 år siden at lejren blev indviet. Festdagen begynder kl. 13.30 på Remmerstrandlejren og biskop Henrik Stubkjær vil holde festtalen. Derefter bliver der et indslag med lidt fra lejrens historie og vi får besøg fra Tante Andante`s Hus i Lemvig.
Efterfølgende vil der være kagebord. Alle både børn unge og voksne er velkommen til denne eftermiddag.
Det er bestyrelsen håb at mange vil komme for at fejre jubilæet på Remmerstrandlejren. Det er vores oplevelse at rigtig mange for 50 år siden havde stor glæde af at være med i det frivillige arbejde med at få bygget lejren. Mere om lejren kan læses på www.remmerstrandlejren.dk.
Efterfølgende har mange haft gode oplevelser på lejren og i bestyrelsesopgaverne.
Vi glæder os til at byde velkommen og igen være med til at synge remmerstrandsangen.
Nede ved Limfjordens saltfriske vande,
højre skrænter og fladen strand,
her os naturen med skønhed omrande,
giver beskueren rigdom sand,
når vi fra Danmarks natur får bud,
og sindet bli`r stemt til en tak til Gud.
Klik på billedet for at se forstørret foto.